5G teknologi: Derfor skal man ikke være bekymret og hvad kan du gøre, hvis du stadig er nervøs for 5G
Historier om skadelige virkninger som følge af 5G fylder på sociale medier, og en kvart million mennesker har på Facebook set en skræmmende video om 5G-netværket. 5G-teknologien er endda også blevet forbundet med COVID-19. Senest er en række 5G-master blevet brændt af i England og Holland, og det er et wake-up call for de mennesker, der arbejder med trådløs kommunikation. Men er der hold i påstandene? I de følgende 10 punkter forsøger jeg at forklare, på en ikke-teknisk måde, hvorfor stråling fra 5G ikke kan være årsag til COVID-19 og et par andre fordømmelser om 5G. Og hvis du stadig er nervøs for 5G, kommer jeg med et par råd om, hvad du kan gøre.
1 —Er det dumt, at være bekymret for 5G?
Nej, du har ret til at være bekymret for enhver ny teknologi, du ikke er bekendt med. Fx var folk bekymrede, da elektriciteten blev introduceret. Dengang løb folk væk fra biler, men var ikke bange for den transport de kendte til (heste). Ift. 5G, så har vi i årtier brugt trådløse teknologier og 5G er ”blot” en trådløs teknologi (læs videre før du afviser denne påstand). Men du bør blive informeret før indførelsen af ny teknologi.
2 — ”5G er overalt og vi mærker følgerne af strålingen”
5G bruges stadig ikke i vid udstrækning. Tænk fx over, hvor mange du kender, som har 5G på deres telefon eller tablet? Selv hvis dette tal ikke er nul (hvilket jeg formoder, det vil være), er det stadig færre end antallet af mennesker, der anvender 4G, WiFi, 3G, 2G eller Bluetooth. Det betyder, at den trådløse stråling, som du udsættes for, primært kommer fra andre trådløse teknologier end 5G.
3 — ”Men jeg har set en….”
Måske kender du nogen, som har en WiFi-router, hvor der står “5G” på. Men dette er ikke 5G teknologi, men betyder derimod at routeren anvender frekvensen på 5 GHz til WiFi, hvilket har eksisteret i næsten to årtier. Samme frekvens bruges i din bærbare computer og telefon.
4 — Spreder 5G-teknoligen COVID-19?
Denne teori er på niveau med hypotesen om, at Jorden er flad. Men, for at give et høfligt svar på det kan man stadig sige, at 5G, uden endnu at være implementeret og anvendt i stort omfang, ikke har nogen chancer for at være teknologi, der bidrager til spredning af COVID-19. Hvis du vil beskylde teknologi for at sprede virussen, ville kandidaterne være biler og fly, men jeg er ikke sikker på, at det er rationelt at beskylde dem. Jeg vil sige, at hvis 5G var udbredt i disse svære COVID-19 tider, ville vores arbejde fra hjemmet og ekstern interaktion have været meget bedre.
5 — ”5G-mobilmasterne vil stege os”
Hvis du er bekymret for stråling fra trådløse kommunikationssystemer, kommer den højeste stråling sandsynligvis fra din mobile enhed, medmindre du står lige ved siden af en mobilmast eller du har en WiFi-router ved din hovedpude. Men det er svært at komme så tæt på mobilmasten, at det bliver farligt — selv for folk, der arbejder på masterne. Årsagen er, at den udstrålede effekt falder meget hurtigt med afstanden. Samtidig er det signal, der sendes fra din enhed millioner af gange stærkere end det signal, som du modtager fra masten. Med andre ord: Har du en 80’er ghettoblaster på din skulder, så vil det lyde meget højere sammenlignet med en stor højtaler, som er nogle meter væk. Forestil dig at ghettoblasteren er din mobile enhed i hånden og den store højtaler er mobilmasten.
Det er rigtigt, at frekvenserne fra det såkaldte ”millimeter-wave”-område, såsom 30 GHz og 60 GHz er nye i sammenhæng med mobile kommunikationssystemer og aldrig har været brugt i 4G, men de har været brugt i andre sammenhænge. En WiFi-standard kaldet 802.11ad bruger 60 GHz, hvilket betyder, at den samme frekvens snart anvendes i routeren hjemme hos dig selv. Derudover bruger politiet også 30 GHz i deres radarer til at måle køretøjers hastighed. Strålingsundersøgelser af disse frekvenser viser ingen dokumenteret skadelig virkning. Men det er vigtigt at understrege, at den nuværende installation af 5G hovedsageligt bruger frekvenser, der er lavere end 6 GHz, tilsvarende de frekvenser, der i øjeblikket bruges af 2G, 3G, 4G, Wi-Fi og Bluetooth.
7 — ”5G-enheder er mere skadelige end 4G og ældre enheder”
Formålet med et hvilket som helst trådløst kommunikationssystem er, at det skal kunne tilbyde højere datahastigheder ved at bruge mindre energi. De nye trådløse systemer bliver dermed bedre til at sende og modtage information. Ældre G-enheder bruger altså mere strøm og strålingen er derfor også langt større sammenlignet med en 5G-enhed.
8 — Er 5G-strålingen sikker?
De mennesker, der arbejder med design og analyse af trådløse kommunikationssystemer, ligesom mig selv, er som regel ikke eksperter i at vurdere sundhedsvirkningen af strålingen. Der er imidlertid eksperter, der arbejder på at undersøge de sundhedsmæssige virkninger og fastsætte grænseværdier for strålingsniveauerne. Disse fungerer som input til de forskere og ingeniører, som fremstiller trådløse systemer, som skal være i overensstemmelse med grænseværdierne. Det er samme princip, som når en gruppe eksperter indstiller hastighedsgrænser på vejene og en anden gruppe designer kørertøjer, der sikkert kan overholde disse grænser. De nye retningslinjer for stråling blev offentliggjort i marts 2020 og der er ingen indikation af, at 5G overtræder disse retningslinjer.
9 — Hvorfor forbyder nogle regeringer 5G, fx Belgien?
Hvis du har et dokument eller lignende, der beviser at en regering forbyder 5G og forklarer årsagen hertil, så vil jeg meget gerne læse den. Ift. Belgien, så vil jeg anbefale dig at læse denne artikel, som jeg skrev sidste år. Det viser sig, at den belgiske minister er blevet citeret på en uretfærdig og uvildig måde.
10 — ”Du arbejder med 5G og nu forsvarer du det”
Nej, men jeg forsvarer kommunikationsteknologien, som er vigtig for at holde vores samfund kørende. Det ses tydeligt i disse tider, hvor dele af vores samfund er lukket ned pga. COVID-19. Hvis der nogensinde kommer beviser på, at de trådløse teknologier vi bruger, overskrider de skadelige strålingsniveauer, så vil vi vende tilbage til tegnebrættet og reparere/re-designe systemerne for at opfylde sikkerhedsstandarderne. Sikkerheden forbedres hele tiden og når der opstår ny viden om sikkerhedstruslerne, betyder det ikke, at vi kastes tilbage til stenalderen.
Vi kan aldrig forudsige eller kende de nøjagtige langtidsvirkninger fra teknologi — det gælder både inden for fødevaretilsætningsstoffer, medicin og trådløs teknologi. Men ud fra den viden vi har i dag, er strålingen ved 5G, WiFi og andre trådløse teknologier ikke skadelig. Dette konkluderes også af WHO. Der er dog situationer, hvor brugen af 5G kan være meget skadelig; hvis du SMS’er og browser under kørsel.
Er du stadig bekymret og usikker på strålingen fra 5G?
Hvis du, efter ovenstående afklaring, stadig er bekymret for 5G, så bør du også være bekymret for andre trådløse teknologier. Kassér din mobiltelefon og dine Bluetooth hovedtelefoner, og brug kun kablet telefon og internet. Jeg er ikke enig i, at det er berettiget stadig at være bekymret, men det vil i det mindste være i overensstemmelse med den omdiskuterede frygt for 5G-teknologien.